Menu
• Indhold

Unge laver radio på Uddannelsesforum

 

Nyhedsarkiv

Det virkelighedsnære giver eleverne et helt særligt drive i undervisningen. Fem 2.g-elever fra Viborg Tekniske Gymnasium laver radio på Uddannelsesforum.

Når deltagerne går rundt på konferencen Uddannelsesforum i Bella Center i dagene 9. og 10. november, vil de kunne opleve at få stukket en mikrofon op i ansigtet og få stillet spørgsmål om dagens oplevelser. Kort tid efter vil alle kunne høre interviewet på Uddannelsesforum.dk.

'Det er fem 2.g-elever fra Viborg Tekniske Gymnasium, der laver radio på stedet. Radioarbejdet er et led i faget Kommunikation og it, som de unge har på A-niveau på htx-uddannelsen.

Ud over interviews med deltagerne vil eleverne også lave korte klip og reportager fra foredragene, og lige nu er de ved at forberede interviews med nogle af foredragsholderne.

Stand på Uddannelsesforum

Eleverne vil have fast base på UNI•Cs stand på Uddannelsesforum, og her vil de også gerne tale med gæsterne og fortælle om deres radioarbejde.

Radioprojektet er for eleverne en opgave i kommunikation. Derfor har de på forhånd lavet en målgruppeanalyse, og ud fra den har de forberedt sig på, hvilke spørgsmål de kan få stillet. Eleverne har også selv lavet plancher og PR-materiale til standen.

Interview med statsministeren

For elevernes lærer i Kommunikation og it, Bjørg Torning Andersen, er det en stor fornøjelse at lade undervisningen foregå i verden uden for skolen.

– Jeg lægger vægt på, at undervisningen skal være virkelighedsnær, så de ikke bare laver opgaver til en lærer. Det giver et helt andet drive for eleverne, når man arbejder virkelighedsnært, siger hun.

Ud over de indslag, der produceres på stedet, vil eleverne på deres stand demonstrere nogle radioindslag, de har lavet tidligere. Blandt andet vil gæsterne kunne lytte til det interview med statsminister Lars Løkke Rasmussen, som eleverne fik lov at lave, da statsministeren for nogen tid siden besøgte Viborg Tekniske Gymnasium.

Lyd er in

– Man kan bruge lyd på mange spændende måder i undervisningen. I dag er lyd in blandt de unge, de går jo også med lyd i deres iPod hele tiden. Og når deres produkt er lyd, er eleverne meget bevidste om at bruge de rigtige ord, fordi man jo ikke har billedsiden til at fortælle noget af historien, fortæller Bjørg Torning Andersen.

De unge fra Viborg vil bevæge sig rundt på hele Uddannelsesforum for at finde deres historier. Indimellem kan de træffes hos UNI•C i Hal A, hvor de også vil arbejde med deres radioindslag.

Lars Løkke Rasmussen interviewes
 

Eleverne fra Viborg Tekniske Gymnasium varmer op med et interview med Lars Løkke Rasmussen, inden det for alvor går løs på Uddannelsesforum.

Liveudsendelser sendes fra http://stream.mercantec.dk/index.htm - du kan dog også følge dem live her:

Interviewene kommer til at ligge på radio.mercantec.dk under kategorien uddannelsesforum.
http://radio.mercantec.dk/index.php?cat=Uddannelsesforum